Psykoterapi

Det overordnede mål med psykoterapi er at lære sig selv bedre at kende psykologisk set. Det man bedre forstår, kan man bedre mestre.

Vi mennesker er sociale væsner. Vi bliver til i vores relationer. Vi kan tage skade i vores relationer.
Vi kan bearbejde og udvikle os i vores relationer.

I psykoterapi kan man arbejde med kortsigtede mål eller med mere langsigtede mål.

I det psykoterapeutiske forløb kan vi tage fat i det, der er svært her og nu, men det vil ofte være relevant at inddrage tidligere oplevelser og erfaringer for at belyse og forstå det, der er svært i nutiden.

Et psykoterapeutisk forløb kan være af kortere eller længere varighed og med forskellig mødehyppighed/intensitet afhængig af problemstilling, ønsker og muligheder.

I vores samarbejde er rollefordelingen sådan, at du fortæller mig om dine tanker og følelser og tager det frem i samtalen, der er svært og som du har brug for min hjælp til. Jeg har ansvaret for rammerne omkring vores samarbejde og bruger min viden og erfaring til at facilitere en terapeutisk proces.

Eksempler på kortsigtede mål i psykoterapi:

  • Symptomlettelse
  • Bedre forståelse af problemstillingens indhold og omfang
  • Bedre funktionsniveau i hverdagen
  • Tilbagevenden til uddannelse og arbejdsliv
  • Fornyet håb

Eksempler på langsigtede mål i psykoterapi:

  • Personlig udvikling
  • Bedre forståelse af egne emotionelle og relationelle mønstre
  • Bedre evne til at indgå i nære relationer
  • Bedre evne til at indgå i sociale samspil
  • Styrkelse af følelsen af indre kontakt og frihed
  • Styrkelse af selvværd og selvtillid
  • Styrkelse af selvstændighed og handlekraft
  • Øget vitalitet