Liv Nautrup
Autoriseret psykolog i Silkeborg og medlem af dansk psykologforening
Jeg er uddannet Cand. Psych. fra Københavns Universitet i 2010 og blev autoriseret psykolog i 2014.
Jeg har specialiseret mig i en klinisk retning med speciale i mentaliseringsbaseret terapi, og jeg finder en stor interesse i at forstå relationernes betydning i vores liv.
Jeg vægter efteruddannelse, supervision og udvikling af mine faglige kvalifikationer højt.
Min tilgang i behandlingen er psykodynamisk og eksistentiel, og jeg læner mig op af den forskning som viser, at effektiv behandling af psykologiske problemstillinger er relationel og helhedsorienteret. Der er fokus på at forstå og hjælpe mennesker med at få det bedre og med bedre at kunne mestre og håndtere de områder i livet, der er svære.
Jeg har arbejdet både med korte og afgrænsede- samt med længerevarende behandlingsforløb og har en særlig viden omkring det at vokse op i hjem som er dysfunktionelle. Jeg har tidligere arbejdet med unge og voksne, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug og med voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Jeg har behandlet mennesker med personlighedsforstyrrelser og mennesker med spiseforstyrrelser, og jeg har erfaring med at hjælpe mennesker, der af forskellige grunde er svært belastede i deres liv, og som derfor i en periode har brug for professionel hjælp. Jeg har solid erfaring med at behandle angstsymptomer, depressive symptomer og stress-relaterede problemstillinger.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at finde din vej igennem de belastninger eller mønstre, som forhindrer dig i at leve dit liv. Jeg vil altid have for øje at tilpasse behandlingen bedst muligt til dig og til det du gerne vil.
Kontakt mig